fbpx

Krig for børn

Category : Teatergrad
Date : 30. maj 2016

Krigibornehojde

Med fire forestillinger under Aprilfestivalen på Frederiksberg blev »Krig – i børnehøjde« skudt rigtig godt fra start. Forestillingen er blevet udtaget til at spille på Horsens Teaterfestival til september, men allerede fra slutningen af august kan skoler i hovedstadsområdet få besøg af forestillingen.

Det var med stor glæde, at vi kunne præsentere »Krig – i børnehøjde« på årets Aprilfestival som kulminationen på et intenst prøveforløb i nært samarbejde med Røde Kors og skoler i København. På festivalen tog skolebørn, lærerne og forældre godt imod forestillingen, og i Information skrev Anne Middelboe Christensen at ”Det var teater, der gav hjertebanken”.

Horsens kalder
Blandt weekendens publikum var også planlæggerne af Horsens Teaterfestival, der siden viste sig at have en festivalinvitation med til os. Festivalen i år finder sted 16.–18. september, og vi glæder os til at præsentere forestillingen for de jyske børn og deres forældre samt de mange øvrige besøgende på festivalen.

Københavnske skoler
Allerede i slutningen af august spiller forestillingen på skoler i Hovedstadsområdet. I stedet for at skolerne kommer ind til teatret, kommer vi ud og spiller hos dem for én klasse ad gangen i deres eget klasselokale. Og det er der en særlig pointe i. En af forestillingens hensigter er at give børnene mulighed for at komme til orde. Og ved at spille forestillingen i deres vante rammer har de lettere ved at udtrykke sig, fordi de er trygge. Vi er netop i gang med at sende materialer ud til skolerne. Skulle man have lyst til at få besøg af forestillingen, er man til enhver tid velkommen til at henvende sig til teatret.

Forhistorien
»Krig – i børnehøjde« kommer på en og samme tid rundt i krigens væsen og uvæsen og inkluderer børnenes følelser, tanker og viden om krig. Gennem en fiktiv fortælling om en krig i et fjernt land åbner de to skuespillere ind til børnenes følelser, viden og tanker om krig – og fred –, som de inviteres til at dele med hinanden.

Forestillingen udspringer oprindeligt af et ønske fra en mor, der henvendte sig til teatret, fordi hun fandt det nødvendigt men samtidig svært at tale med sit barn om de rå og brutale billeder af krig og ødelæggelse, som hendes barn mødte gennem medierne.

Læs mere om Horsens teaterfestival.

Få besøg af forestillingen på din skole.