fbpx

EN FANDENS MAND

– et one man-show om at være mand, feminist og frygteligt forvirret

Én mand, 10 dukker og en fandens masse gode historier fra livet som snotforvirret heteromand. Anders Haahr Rasmussen inviterer ud på date og ind i soveværelset, videre til omklædningsrummet og stripklubben, gennem forskning og feministisk teori, for intet er så småt, at det ikke gemmer på store sandheder.

Det handler om flirt, magt og orgasmejagt, om homofobi og mandevenskaber, om at være ’en flink fyr’ i en MeToo-tid.

Med udgangspunkt i bestselleren “En fandens mand” fortæller Anders Haahr Rasmussen sin egen historie om at være hvid, heteroseksuel mand i en feministisk tidsalder. Anekdoter fra soveværelset kobles med humor og bid til større samfundsproblemer.

Om at føle sig truet af #metoo, men samtidig se kampagnen som en gevinst. I det hele taget om hvordan man som mand kan få stor glæde ud af feminisme. Men også om de frustrationer, der kan opstå, når der ikke altid er sammenhæng mellem teori og praksis. Når man helst skal have skovhuggerskæg, store overarme og en selvsikker hånd i forførelsesspillet, men samtidig ikke må kigge på kvinders bryster eller gøre noget uden tilladelse.

Det personlige er politisk i et one man-show, som de færreste kan gå fra, uden at føle sig truffet.

På & bag scenen

Medvirkende Anders Haahr Rasmussen
Instruktør Pelle Nordhøj Kann
Producent Christine Worre Kann
Tekst Anders Haahr Rasmussen
Produceret af Teatergrad i samarbejde med Teater Grob

Forestillingshistorik

EN FANDENS MAND havde premiere den 15. september 2019 på Teater Grob.