PÅ TRODS AF OVER 100 SPILLEDE FORESTILLINGER HUSKER VI DEM ALLE

Forestillingen »Husker du?« blev skabt for knap tre år siden ud fra et brændende ønske om at skabe et øjeblik, der kan bringe Alzheimerpatienter og deres pårørende tættere sammen. I dag har forestillingen spillet over 100 gange for demente, pårørende, omsorgspersonale og helt almindelige publikummer. Vi husker hver eneste forestilling for de unikke og rørende møder, vi har haft gennem tiden med mennesker, der til trods for en enorm sorg, er fyldt af livsenergi og gåpåmod. I den forbindelse udlodder Teatergrad 2 gratis forestillinger af »Husker du?« i april. Hvis du er pårørende til en dement, omsorgspersonale eller blot kender til et plejehjem, som du mener, vi skal besøge med forestillingen helt gratis, så læs med her.  

Henover sommeren 2015 startede Teatergrad udviklingen af sin første egenproduktion »Husker du?«. Og selvom det efterfølgende er blevet til yderligere fire forestillinger og flere co-produktioner med andre teatre placerer »Husker du?« sig et særligt sted i teatres hjerte. Derfor er det en særlig stor glæde, at netop denne forestillingen nu har rundet 100 opførelser. »Husker du?« samlede på en ganske særlig måde Teatergrads ledelse og ansatte. Vi ville skabe en forestilling til et publikum, der ikke har mulighed for eller overskud til at opsøge teater, men som i den grad har brug for denne saltvandsindsprøjtning. 

Teatrets ene kunstneriske leder og instruktøren bag forestillingen Pelle Nordhøj Kann har selv sygdommen tæt inde på livet, da hans mor i en tidlig alder blev ramt af Alzheimer. Hans personlige fortælling blev afsættet for forestillingen. 

I det personlige møde med sygdommen oplevede Pelle som pårørende, at det blev sværere og sværere at finde aktiviteter og oplevelser, hvor han kunne have gode fælles oplevelser med sin mor. Samtidig var han ærgerlig over, at der var så meget, han gerne ville have talt med sin mor og sin familie om, inden sygdommen for alvor tog over. 

Vi ønskede, at ”Husker du?” skulle blive en teateroplevelse ud over det sædvanlige, og vi drømte om at skabe en forestilling, som dels skulle rumme flere målgrupper på én gang, men også skulle kunne tale til publikum på flere niveauer samtidig. Den skulle skabe en god musikalsk stund for de syge og bringe minder frem gennem musik og unikke nedslag i livet.

Det blev et særligt udviklingsarbejde, hvor vi løbende besøgte plejehjem for at finde frem til den rigtige musik til fortællingen, for at undersøge hvilke historiske nedslag i et liv, der bragte minder frem og for at skabe en fortælling, der rummer to historier, som smelter sammen; en historie der henvender sig til den demente og en historie der henvender sig til den pårørende. Det er blevet til en forestilling, der hele tiden udvikler sig i dialog med det publikum, den spiller for på de enkelte dage.  

Netop den unikke situation at forestillingen former sig efter dagens publikum gør, at ikke to forestillinger føles ens. Vi har gennem de seneste år haft 100 unikke oplevelser med unikke borgere. Vi har sunget, grint og grædt med hinanden. Oplevelserne sidder i os og de pårørende i lang tid. Hos den syge sidder mindet måske kun dage eller timer, men dén tid vægter mindst lige så meget på dette tidspunkt i livet. 

Vi, der spiller forestillingen, går derfra hver gang med en livsbekræftende følelse og styrke på trods af den alvorlige tematik. Selvom der bliver fældet tårer, går vi derfra med et billede af stærke mennesker i og omkring sygdommen. Mennesker der dagligt kæmper for at få en hverdag til at hænge sammen, men som samtidig er indstillet på at få det bedste ud af livet.  

LODTRÆKNING OM 2 GRATIS FORESTILLINGER
Forespørgslen på »Husker du?« vokser, og for Teatergrad er det vigtigt, at denne forestilling bliver ved med at spille, så længe den har sin berettigelse og gør noget godt for demente og deres pårørende. Derfor har vi nu besluttet, at Rolf Hansen, der frem til nu har spillet hovedrollen som den demente Jens, skal have backup således, at vi kan leve op til efterspørgslen. Vi er utrolig glade for fremover også at kunne præsentere Brian Hjulmann i rollen som Jens. Nogle vil måske kunne huske Brian fra den rørende skildring af Kaj Munk på Det Flydende Teater i sommeren 2017.

I forbindelse med at Brian skal indtræde i rollen som Jens, tilbyder vi 2 gratis »Husker du?« til plejehjem, pårørende og/eller plejepersonale. Det drejer sig om følgende to datoer:

Onsdag den 11. april kl. 11 og fredag den 13. april kl. 14.

For at deltage i lodtrækningen skal du skrive en mail til charlotte@teatergrad.dk senest mandag den 26. marts om hvorfor I gerne vil have besøg af forestillingen, praktiske informationer og kontaktoplysninger. Vi kontakter vinderne direkte efter den 26. marts. 

Mange hilsner 

Christine Worre Kann / / Teaterleder og medvirkende i “Husker du?” 

Du kan læse mere om forestillingen her.

Opfølgning:

Vinderne er nu fundet og er blevet kontaktet. Tak til alle deltagere og til alle, som har delt lodtrækningen. Vi glæder os til at komme ud og spille forestillingen med Brian Hjulmann i hovedrollen til april.


@