Valg i Danmark – hvor blev kulturpolitikken af?

 

Den 1. november skal vi vælge en ny regering, og med en mild underdrivelse kan vi konstatere, at der er nok at tage fat på. I en tid med økonomisk krise, energikrise, velfærdskrise og udenrigspolitisk krise forsøger nogle politikere og medier at reducere kulturpolitik til en omgang ”overflødig flødeskum”. I et historisk perspektiv vil jeg dog påstå, at kulturen så absolut har en berettiget plads på i den politiske dagsorden – netop i krisetider.

Det er efter min mening relevant at skele til, hvordan danskerne i tidligere krisetider har håndteret modgang. Når vi hele tiden får at vide, at vi er midt i nyere tids største krise, søger vi automatisk tryghed. Da Danmark gik statsbankerot for lidt over 200 år siden i 1813, affødte det et værdiskifte, hvor fokus blev på familielivet, det følelsesmæssige, det åndelige, det nære og trygge. Dette værdiskifte kunne også mærkes kunstnerisk, og den danske romantik har senere fået betegnelsen ”guldalderen”. Søren Kierkegaard, Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen anses i dag for at være nogle af landets vigtigste kulturpersonligheder. Deres mest kendte værker blev til midt i en krisetid. Kunsten tilbyder nemlig refleksion, perspektiv, dialog og fællesskaber i en tid, hvor alt synes usikkert.

Overført til i dag ser jeg et kæmpe perspektiv for kulturen som løftestang, og ikke mindst som én af løsningerne, til bl.a. bekæmpelse af ensomhed, at skabe tryghed og refleksion for børn i en krisetid, og til at give os danskere perspektiver, som kan hjælpe os til at agere og træffe svære beslutninger netop nu. Kunsten har en iboende evne til at skabe de pusterum, sociale fællesskaber og konstruktiv dialog, som vi virkelig har brug for netop nu. Alternativet er bekymringer, ensomhed, splittelse, magtforvridning og selvopfundne sandheder.

Hvis jeg et øjeblik kan få lov til at drømme, så vil jeg ønske, at en kommende kulturminister har en reel kulturpolitisk vision, en interesse for og en indsigt i kulturlivets potentialer som en samfundsdrivende faktor. Jeg vil ønske, at ikke kun en kulturminister, men også en statsminister – eller i det mindste et regeringsparti – vil forstå og have indsigt i, at kulturen er et værktøj til almen dannelse og til at højne den enkeltes og fællesskabets trivsel.

Uden en politisk forståelse for, at personligt og samfundsmæssigt velvære i en krisetid afhænger af andet en økonomi og symptombehandling, når vi er i knæ, – så graver vi os længere og længere ned. Alle har brug for åndelig næring – uanset om vi opsøger museer, koncerter, sport eller teater. Derfor bør kulturen efter min mening hæves op på et højere politisk niveau, som et af de mange redskaber, der skal hjælpe os samlet ud af en krisetid.

Jeg håber, at fremtidens vælgere om 100 år vil se tilbage på det valg, vi står midt i og kan se, at vi med kulturen som løftestang fik sat nogle væsentlige emner på den politiske dagsorden. Emner, der både kan bringe os alle styrkede igennem en krisetid, og som giver os modet til at træffe de helt afgørende valg for fremtidige generationers velvære og eksistens.

RIGTIG GODT VALG!