fbpx

REUMERTSALON: Nytter Politisk kunst?

Category : Familien
Date : 25. februar 2016

Afholdes 3. marts 2016 kl. 17–18.30 i fælleslokalerne i Højhuset.
Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig.
Book billet til salonen på billet@familien.nu
Sted: Højhuset, Peder Lykkes Vej 61, 2300 København S

Teaterkollektivet FAMILIEN er flyttet ind i Højhuset i Urbanplanen for at skabe borgerinddragende kunst, der portrætterer en landsby på højkant, hvor mennesker med lave indkomster bor i gamle plejehjemsboliger med gratis telefoni mellem lejlighederne og fælles køkken og tv-stue. Et nedrivningstruet højhus, hvor betonen smuldrer og altanerne bliver holdt oppe af midlertidige bjælker. Familien skaber politisk kunst sammen med beboerne og stiller spørgsmål om husets fremtid og om hvem, der skal være plads til i København. Men nytter det overhovedet? Kan politisk kunst ændre noget for beboerne, for publikum og for de ansvarlige politikere?

Moderator
Rie Hammer, redaktør for Teater 1

Panel
Lene Skytt
 instruktør og medlem af Kunstnerkollektivet FAMILIEN
Niels Bjørn urbanist ph.d., arkitekt & filminstruktør, formand for tænketanken URBAN
Torben Joensen beboerformand for Højhuset
Kenneth Balfelt billedkunstner

OM FAMILIEN
Kunstkollektivet FAMILIEN debuterede på de københavnske scener i marts 2014 med forestillingen HANKØN, som blev startskuddet for deres undersøgelse af det moderne danske fællesskab. I sæson 2015/2016 arbejder de med interaktive forestillinger, hvor de i december undersøgte nye fællesskaber, traditioner og familiestrukturer omkring julen som institution med forestillingen »HYG!«. Forår 2016 kigger de på et fællesskab under afvikling på Peder Lykke Centret med forestillingen LANDSBY PÅ HØJKANT.

Gruppens kerne består af de fem scenekunstnere Rosa Sand Michelsen, Gry Guldager, Tine Byrdal, Maria Noer og Lene Skytt, men gruppens størrelse og sammensætning varierer fra projekt til projekt. De arbejder med flydende faggrænser og kollektiv kunstnerisk udvikling. Den kreative proces har rod i en fælles idé- og vidensbank og alle overvejelser, afprøvninger og beslutninger er fælles. Gruppen deler ansvaret for og udviklingen af værket.

Rosa Sand Michelsen er uddannet skuespiller på skuespillerskolen v/ Odense teater i 2009. Siden har hun arbejdet freelance som skuespiller, primært på Københavnske teatre som Teater FÅR302, Caféteatret, Bådteatret, Københavns Musikteater m.fl. Hun har modtaget kunstrådsstøtte til egne produktioner flere gange, bl.a. til soloforestillingen »Forloren Skildpadde«, som hun modtog Reumerts talentpris for, og den Reumertnominerede satire-kabaret »Fattisch«.

Lene Skytt er uddannet sceneinstruktør fra Statens i 2013 og har en bachelorgrad fra Århus Universitet i Dramaturgi og Æstetik & Kultur. Lene arbejder især med devising, hvor hun udvikler materialet gennem improvisation og collagedramaturgi. Men hun har også erfaring med intimteater, børneteater, teaterkoncerter, site-specific og fortolkning af klassikere. Centralt i Lenes arbejde er personinstruktionen og det tætte samarbejde med skuespilleren.

Gry Guldager er uddannet fra Statens Teaterskole og har en moduluddannelse som Auteur og Iscenesætter fra Den Danske Scenekunstskole i Odsherred. Hun har arbejdet som fastansat og freelance professionel skuespiller på teater, radio, reklame og film. Hun har arbejdet med klassisk og moderne tekst, devising, improvisation og undervist alle aldre i teater.

Tine Byrdal Jørgensen er uddannet cand.mag. i Teater- og Performancestudier ved Københavns Universitet med fordybelse i dokumentariske teaterstrategier i samtidsteatret. Fagligt har hun specialiseret sig i produktionsdramaturgi, publikumsrelationer, samtidsteater og projektledelse. Hun har arbejdet som dramaturgisk konsulent, dramaturg og koordinater på Aarhus Teaters Borgerscene.

Maria Noer er uddannet tekstilformidler fra Professionhøjskolen UCC og har skabt kostumedesign, scenografi og visuelt design ved en række forestillinger, både henvendt til børn og til voksne, senest til forestillingen Hankøn på FÅR302.