fbpx

Ytringsfrihed i Storm P.

Category : Teatergrad
Date : 30. maj 2016

Det Flydende Teaters »Je suis Storm P.«

Debatten om ytringsfrihed og kunstneres ret og pligt til at blande sig i den offentlige debat har raset siden Muhammed-tegningerne. Skal man sige alt, fordi man må og kan, eller skal man tie af respekt for modparten. Det Flydende Teater bidrager til diskussionen med forestillingen »Je suis Storm P.«.

Med afsæt i multikunstneren Storm P. omfavner Det Flydende Teaters næste musikdramatiske forestilling debatten om ytringsfriheden og individets valg. I en hæsblæsende blanding af fakta og fiktion møder vi Storm P. tidligt om morgenen den 9. april 1940.

Danmarks stemme
Opfyldt af kampgejst og modstandsvilje står han over for det hvide papir og skal tegne dén ene satiretegning til avisen, der giver Danmark en stemme over for tyskerne. Det er ikke blot hans ansvar, men også hans pligt! Men Storm P. bliver i tvivl. Er det det rigtige valg at tegne den tegning som kunstner, som borger, som menneske – som ægtemand?

Kujon eller konstruktiv
Pelle Nordhøj Kann, kunstnerisk leder af Det Flydende Teater, fortæller om baggrunden for valget af Storm P. som afsæt for årets forestilling:

“Storm P.’s rolle som bladtegner er virkelig spændende. Han var tegner ligesom tegnerne på Charlie Hebdo, men hvor sidstnævnte går i brechen for den absolutte ytringsfrihed – og har politisk og folkeligt momentum for tiden – tyder det på, at Storm P. valgte at bruge sin ytringsfrihed anderledes. Og spørgsmålet er, om det så er mere konstruktivt, eller om han dybest set bare var en kujon?”

Ytringsfriheden er ikke gratis
Forestillingens titel har allerede vakt lidt debat, og Pelle Nordhøj Kann er meget bevidst om, at teatret kan ramme ind i nogle stærke følelser med titlens slet skjulte referencer til tragedierne i Paris:

“Vi går til opgaven med stor ydmyghed og alvor, men grundlæggende er vi af den holdning, at teatret SKAL bidrage til aktuelle samfundsmæssige debatter. Og slaget om ytringsfrihedens grænser, forpligtelser og ikke mindst konsekvenser er nok en af vor tids vigtigste slagmarker.

Ytringsfriheden er ikke gratis og kan både nu og historisk set have en alvorlig pris for den enkelte og for et helt samfund. Det er den pris, vi lægger vi op til at reflektere over med udgangspunkt i en elsket og æret dansk kunstner. Er vi Charlie eller Storm? Det håber vi, publikum vil diskutere.”

Elverhøjkoret
I lighed med sidste år medvirker sangere fra Elverhøjkoret, der på magisk vis vil dukke op i landskabet under forestillingen. Lyngby-Taarbæk Kommune har tilvejebragt de økonomiske midler til at realisere samarbejdet i forbindelse med opførelserne på Furesøen.