IF WE CAN’T DREAM IT – WE CAN’T MAKE IT
”Jeg er glad for at min bog ”Det bedste man kan sige”, er blevet til en universel fortælling som andre kan spejle sig i og som derfor har fået sit eget liv, nu også som scenekunst. Teatergrad har lavet en overbevisende dramatisering og jeg glæder mig til at se dem fremkalde tiden og karaktererne. Det bliver spændende at se det leve sammen med publikum.”
– Nadia Kløvedal Reich
Forestillingen KLØVEDAL – DET BEDSTE MAN KAN SIGE, er et portræt af en tid og ikke mindst en kvinde, der vokser op i et af 70’ernes epicentre – i kollektivet Maos Lyst. Nadia fortæller hudløst ærligt om at være barn i ”LYSTEN”, om svigt, om skiftende forældreroller, om at hige efter alt dét som tiden forsøgte at gøre op med; forældreroller, boligformer, ægteskaber og økonomisk tænkning. Men hun fortæller præcis lige så passioneret om friheden, om kærligheden, om evnen til at skabe umulige fællesskaber, og ikke mindst om det enorme håb og drømmen om at skabe et nyt og bedre samfund.
Med ”Det Bedste Man Kan Sige” har vi fundet et værk, der passer perfekt ind i vores Danmarkskrønike og Nadias portræt af 1970’erne handler om alt dét vi drømmer om at teatret skal kunne tage favntag med. Vi er stolte af, at vi laver teater, der forsøger at bearbejde nogle af tidens vigtigste tematikker.
For os er det teatrets vigtigste rolle, at kunne bidrage med perspektiver, nuancer, følelser, farver, toner og nye vinkler på nogle at de tematikker der ellers fylder i samfundet. Politik, journalistik og offentlige debatter kan sætte dagsordner og debattere samfundsrelevante præmisser, mens kunst og kultur har en unik mulighed for at samle, skabe nye samtaler, nye fællesskaber og appellere til vores følelser. Det er den opgave vi prøver at tage på os, hver eneste gang vi forbereder en ny forestilling. Hvad er det, vi kan bidrage med til diskussionerne i samfundet, og hvordan kan teatret gøre en forskel og ikke mindst for hvem?
Hvem er nutidens rollemodeller?
Samfundsdebatter er lige nu fyldt med dommedagsprofetier, krig, klimakatastrofer og menneskelige tragedier, men hvem er det der i dag udtaler og udvikler noget positivt at se frem i mod? Har vi fuldstændig mistet evnen til at drømme os til noget bedre? Eller at turde kæmpe i fællesskab for en bedre verden? Hvordan vil vi lykkes med både at tage nutidens problemer alvorligt og handle aktivt på dem og SAMTIDIG drømme, udvikle og italesætte en ny og bedre verden til fremtiden? Dét er for os på Teatergrad ét at nutidens største paradokser og dét vil vi gerne bruge KLØVEDAL – DET BEDSTE MAN KAN SIGE, til at diskutere med jer – vores publikum.
Forestillingen KLØVEDAL – DET BEDSTE MAN KAN SIGE søger ikke kun at gengive en personlig historie, men også at åbne den op som en kollektiv refleksion, der – som Nadia selv siger – ”lever sammen med publikum”.
Teatergrads ambition er, at forestillingen bliver en levende dialog mellem fortid og nutid, mellem individ og fællesskab – præcis som bogen og forestillingen gensidigt forstærker hinanden: Den ærlige barndomsskildring fra Maos Lyst bliver en indgang til at spørge, hvordan vi i dag tør drømme om nye fællesskaber og samfundsformer. Når Nadia anerkender, at hendes historie har fået ”sit eget liv”, svarer TEATERGRAD med at bruge teatret som netop den form, hvor historier kan genopstå, udvikles og deles i fællesskab.
IF WE CAN’T DREAM IT – WE CAN’T MAKE IT