fbpx

 

“Vores mål er i år at give julehjælp til 15.000 familier”

 

På Teatergrad har vi et ønske om, at alle vores forestillinger skal være samfundsrelevante. Derfor er vores samarbejde med Røde Kors særligt værdifuldt, fordi folkene derfra kan kaste lys over aktuelle problematikker og bidrage med vigtig viden til for eksempel forestillingen KRIG – I BØRNEHØJDE. I december måned spiller vi forestillingen LUK JULEFREDEN IND, der har fokus på ensomhed op til jul, og herunder vil Morten Schwarz Lausten fra Røde Kors kaste lys over deres arbejde. 

 

Har Røde Kors gang i nogle særlige initiativer her op til jul? 
Julen – og månederne op til, er travle for Røde Kors. Vi har gang i en årlig tilbagevendende indsamling til vores uddeling af julehjælp, til de mennesker der ikke har råd til at holde jul. Vores mål er i år at give julehjælp til 15.000 familier. Derudover matcher vi mennesker, der ikke har nogle at holde jul med, med familier der har overskud til at invitere en med ind til julefest. Samtidig samler vi ind til vores vinternødhjælpsarbejde i Ukraine, hvor der er begyndt at blive koldt, ikke mindst i hjemmene, hvor varme og el som bekendt er blevet smadret.

 

Vi har i år samarbejdet omkring to forestillinger: ‘Krig i børnehøjde’ og ‘Luk julefreden ind’. Hvordan har det været at samarbejde med et teater?
Samarbejdet med Teatergrad er meget inspirerende og værdifuldt for Røde Kors. Med ‘Krig i børnehøjde’ får vi med skuespillets virkemidler skabt viden og forståelse for, hvad en krig er og hvordan den opstår, herunder, at der faktisk findes regler i krig og hvad Røde Kors’ særlige rolle i krig er. Det er ellers super kompliceret, men med ‘Krig i børnehøjde’ bliver det jo forklaret så fint for eleverne. Da vi ved, at mange børn har været bekymrede for krig efter den russiske invasion af Ukraine, har forestillingen en næsten terapeutisk, krigsangst-dæmpende virkning, da eleverne med forestillingen får et sprog til at tale om krig. Det samme gør sig gældende for ‘Luk julefreden ind’ – på en poetisk og meget rørende måde bliver et svært emne som ensomhed formidlet til børn og voksne.

 

Hvad er de største opgaver Røde Kors står overfor i 2023?
Vi har fortsat en enorm operation kørende i Ukraine. Røde Kors i Danmark har fået en ledende rolle for hele operationen derovre, da vi som det eneste Røde Kors’ selskab var i landet med forskellige projekter, da invasionen kom, så jeg har 50 kollegaer dernede, primært til at sørge for logistik, dvs. håndtere donationer fra andre Røde Kors selskaber og omsætte dem til nødhjælp, behovene for nødhjælp skifter hele tiden. Efter de seneste ødelæggelser af kritisk infrastruktur produceres og distribueres ovne lige pt. Et sted hvor der er ikke koldt, men tværtimod for varmt er Somalia og Kenya, hvor 20 mio. mennesker lige nu sulter. Høsten er slået fejl i fire år. 1 mio. mennesker er fordrevet pga. af dette. Man forventer situationen forværres i begyndelsen af 2023. I Danmark arbejder vi overordnet set med den eksplosive stigning i mennesker der føler sig ensomme. I 2017 var tallet for danskere, der føler sig svært ensomme 380.000. I år er samme undersøgelse foretaget og tallet er nu 600.000 danskere, der føler sig svært ensomme. Det er ikke i orden. Vi er nødt til at handle på det. Nu.

 

Har du fået lyst til at støtte Røde Kors’ vigtige arbejde? Så skynd dig ind på deres hjemmeside. Her kan du også læse meget mere om deres vigtige arbejde i Danmark og ude i verden.