KLØVEDAL
— Det bedste man kan sige
Tid og sted
Plænen bag Lyngby Mølle
Lyngby Hovedgade 24
2800 Kgs. Lyngby
Målgruppe
Fra 15+
Årets sommerforestilling tager dig med på en hæsblæsende, humoristisk, storpolitisk og enormt følsom tur tilbage til 70’erne. Vi slipper hippierne og kollektivisterne løs og træder ind i tiden med de store samfundseksperimenter og opgør med gamle autoriteter, magtstrukturerer og politiske systemer. Et gennemmusikalsk portræt med udgangspunkt i Nadia Kløvedal Reichs anmelderroste erindringsbog “Det bedste man kan sige”. Oplev forestillingen i de smukke omgivelser, udendørs bag Lyngby Mølle.
Med KLØVEDAL – DET BEDSTE MAN KAN SIGE slipper vi hippierne og kollektivisterne løs og træder ind i 70’erne og de store samfundseksperimenters tid. En grænsesøgende periode med opgør mod alle autoriteter, magtstrukturer og politiske systemer. Der eksperimenteres med nye boligformer, familiemønstre, kunstformer, kønsroller, fri seksualitet og ikke mindst med euforiserende stoffer i alle afskygninger – alt sammen med forhåbningen om, at der på den anden side af konformiteten ligger en ny og uopdaget verden.
Det er utopiernes tid. Der drømmes grænseløst om en bedre verden; en verden med solidaritet og lighed, uden krig, kapitalisme og klimakatastrofer – en verden, hvor individet er sat fri og fællesskaberne er vejen frem.
Centrum for en stor del af 70’ernes frigørelsesbevægelse er et helt unikt hus i Hellerup. En stor villa uden nøgle. Et åbent hus, hvor alt blev vendt på hovedet, reglerne smidt væk, og hvor nye måder at tænke på blev styrende. Huset blev befolket af en helt unik familie. En familie, der selv havde valgt hinanden og sammen taget navnet KLØVEDAL.
KLØVEDAL – DET BEDSTE MAN KAN SIGE er en gennemmusikalsk forestilling, der tager udgangspunkt i Nadia Kløvedal Reichs anmelderroste erindringsbog. Under pasningen af sin døende far og i samtaler med sin mor forsøger Nadia at forstå det eksperiment, hun var en del af som barn. Respektfuldt og hudløst ærligt beretter hun om, hvordan det er at vokse op i et regelfrit hjem og forsøge at navigere i et ofte kaotisk barndomsliv, frit svævende mellem skiftende forældreroller, kunst, politik og fællesskabets skiftende luner.
KLØVEDAL – DET BEDSTE MAN KAN SIGE er en personlig beretning om at bearbejde en usædvanlig opvækst, en voksen kvindes opgør mod – og omfavnelse af – nogle ganske særlige forældre og ikke mindst fortællingen om troen på fællesskabets kraft, i en tid med verdensomspændende splittelse.
Medvirkende
Malin Rømer Brolin Tani, Anne Gry Henningsen, Brian Hjulman + Christine Worre Kann
Instruktør
Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker
Thomas Markmann, efter Nadia Kløvedal Reichs bog “Det bedste Man Kan Sige”
Komponist
Marie Louise von Bulow
Scenograf
Nikolaj Heiselberg Trap
Dramaturg
Christine Worre Kann
Producent
Det Flydende Teater
Idé & koncept
Teatergrad
Praktisk
BEMÆRK NYT SPILLESTED!!!
Efter flere skønne år på Sophienholm rykker vi årets sommerforestilling til den hyggelige plæne bag Lyngby Mølle – centralt i Lyngby, tæt på offentlig transport og med et stort udvalg af restauranter og caféer tæt på. Du har som altid også mulighed for at købe forfriskninger på plænen inden forestillingen eller medbringe din egen picnickurv til den perfekte sommeroplevelse i det grønne.
Varighed: 1 time og 15 minutter
Ved Lyngby Mølle er der mulighed for at købe drikkevarer inden forestillingen, ligesom det er tilladt at medbringe egne drikkevarer. Drikkevarer må gerne nydes under forestillingen. (Forbehold for ændringer).
Da vi spiller udenfor, anbefaler vi publikum at tage varmt tøj på, da det danske sommervejr er omskifteligt, og det kan være køligt om aftenen.
Publikum er placeret på stole. Unummererede pladser.
Lyngby Mølle, Lyngby Hovedgade 24, 2800 Kgs. Lyngby