fbpx

I december 2018 kårede Statens Kunstfonds Legatudvalg årets bedste skabende scenekunstnere. Statens Kunstfond har hermed præmieret og givet et særligt skulderklap til 15 skabende scenekunstnere, som med mod, udsyn og generøsitet viser spændvidden i dansk scenekunst lige nu.

Vi er meget stolte og taknemmelige for, at vi er blevet præmieret for vores børneforestilling »Sorg – i børnehøjde«. Statens Kunstfond skriver i begrundelsen:

Teatergrads ”Sorg i børnehøjde” viser på fornemste vis vej ind til det svære emne, som den nære sorg er, og sætter i børnehøjde fokus på, at også børn oplever smertefulde tab, hvad end det er dødsfald, skilsmisse eller tabet af et nært venskab. Børnene bidrager til forestillingen med deres tilstedeværelse, egne historier og indspark til fortællingen, som derved rækker ud efter lyset og børnenes vilje og evne til at hjælpe og være der for hinanden og for dem, som har mistet og savner.

Dramatiker Julie Petrine Glargaards tekst går helt tæt på, men stadig med varsomhed og respekt både over for emnet og tilskuerne. Skuespiller Ene Øster Bendtsen skaber tillid og nærværende tryghed i sikkert samspil med medvirkende musiker og komponist Karen Duelund Guastavino. Sandra Yi Sencindivers instruktion skaber samhørighed og engagement mellem publikum og de medvirkende på scenen. Til spørgsmålet om børn og unges møde med kunsten, og hvilken værdi dette møde har, er ”Sorg i børnehøjde” et skarpt og krystalklart svar.

Tusinde tak til Statens Kunstfond for præmieringen og de fine ord.

Du kan læse mere om præmieringerne her.