AKTIVISTERNE

Turnésalg
Teater i forsamlingshuse, foyerer og koncertsale

AKTIVISTERNE

Året er 2020. Et band er samlet, fordi de vil gøre en forskel. De vil være bandet, der åbner publikums øjne for verdens elendighed: Klimakrisen, flygtningestrømmene og så videre så langt tankerne rækker. De vil skabe musik, der vækker aktivisme og forandring, når nu politikerne har givet op.

Bandet drømmer sig tilbage til 70’erne, hvor man tog stilling, hvor demonstrationer gjorde en forskel, hvor kunsten blev taget seriøst og var talerør. Men også 2020 kalder på handling, og hvis kunsten skal have en berettigelse, skal den ville forandre.

Sammen med publikum dykker bandet ned i musikken fra dengang og ned i de aktivistiske gruppers historie. Bandet spiller Pete Seager, Bob Dylan og Skousen & Ingemann og ser tilbage på yderpunkterne Røde Mor og Rote Armee Fraktion. Er det sådan, vi vil være i 2020? Hvor langt vil vi gå, og hvordan ser aktivismen ud i dag? Bandet er ikke i tvivl. De vil give håb til dem, der aldrig har haft det og give det tilbage til dem, der har tabt det. De vil tænde gnister og samle folk i forsamlingshuse, på torve og pladser, vælte hegnet og stå på Orange Scene i 50-året for festivalens start. For de tør ikke andet end drømme og gå forrest – de tør ikke andet end handle.

På & bag scenen

Medvirkende Rolf Hansen, Jacob Teglgaard, Christine Worre Kann + Marie Louise von Bülow
Instruktør Leiv Arne Kjøllmoen
Dramatiker Julie Petrine Glargaard
Scenograf Sir Grand Lear
Idé & koncept Teatergrad

Praktisk information

Næste turnéperiode 25. januar-20. februar 2021
Spillesteder Forsamlingshuse, foyerer, koncertsale og lignende
Pris 26.000 kr. + moms
Antal publikummer 100
Varighed 90 minutter
Aldersgruppe voksen
Opstillingstid 180 minutter
Nedtagningstid 120 minutter
Scenebredde 6 meter
Scenedybde 4 meter
Højde til loft 2,5 meter
Mørklægning En fordel men ikke et krav
Strøm Almindelig 220 V strøm fra to adskilte faser
Særlige forhold Vi er åbne for dialog fra rum til rum. Scenerummet er en koncertscene

Hvad kan arrangør og publikum forvente?

AKTIVISTERNE er en crazy hybrid med lige dele teater og koncert. Som i de øvrige forestillinger sætter Teatergrad publikum i centrum i et særligt rum for en teatralsk undersøgelse af en tematik. I AKTIVISTERNE vil publikum komme til at indtage en ganske særlig rolle nemlig rollen som koncertpublikum.

Vi omdanner jeres lokale forsamlingshus eller andet rum til et koncerthus, hvor publikum vil være bandets trofaste fans. Vi blander alt det bedste fra koncerter; stemningen, ekstasen, løssluppenheden, fadøl og fest med teatrets virkemidler; vi fortæller en meningsfuld historie, der kan berøre, vække til eftertanke og spejle vores liv, kvaler og drømme. Og så skal vi selvfølgelig i aktivismens navn synge med undervejs og være til fest.

Vi har flyttet teatret ud af teatersalen og laver en hybrid mellem koncert og teater. Ikke at forveksle med en teaterkoncert! AKTIVISTERNE bliver i form og indhold noget helt andet. Og skal man sammenligne med noget, må det være THE BEATROOTS, som Teatergrad producerede i 2018.

Forestillingen kan danne bro mellem koncert- og teaterpublikummet og tiltrække førstnævnte som en ny publikumsgruppe. Vi kan anbefale, at I laver et co-event med jeres lokale spillested/forening – og vi hjælper hjertens gerne med at lege Kirsten-giftekniv.

Info & booking

Janne Hovmand Storm
Send mail til Janne
Tlf: 26 16 22 56





@